
Jeg er normalt ikke meget for at tilbringe fredag aften foran flimmerkassen, men når landets store dansedrama brager ud gennem skærmen, skal det jo ses af og til.
For jeg er dybt fascineret over, hvor dygtige deltagerne bliver på et dansegulv gennem den rette træning og motivation. Selv kendiser med et minimum af flair for at danse bidrager med meget seværdige performances på dansegulvet. Deres professionelle partner tilpasser nemlig dans og træning til dem - og sørger for, at der er masser af glæde og begejstring til stede i træningslokalet.
Mens jeg sidder og bliver underholdt, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det ikke kunne blive til, hvis virksomhedslederene på de bonede gulve tog visdommen fra dansegulvet til sig, og skabte en lige så intensiv træning for alle deres medarbejdere i virksomheden.
En leder har for længst taget det glade budskab til sig. Jeg har for tredje gang genlæst Alfred Josefsens bog: "Kære Irma". Hans ledelsesfilosofi har på få år fået Irma til at funkle som en stjernevirksomhed. Pointen i bogen er, at det skal være sjovt at gå på arbejde. For sjov medfører glæde, og glæde fører til mere energi, energi skaber produktivitet, og produktivitet giver resultater - som fører til sjov...og så er den cirkel sluttet. Målet er, at medarbejderne skal være mere glade og stimulerede, når de går hjem, end da de kom. Management for sjov, kalder Alfred Josefsen det. Touché!
Tilbage til dansegulvet. For min mand følger også med fra vores bløde sofa. Han er særligt imponeret over dommerne, der i den korte taletid efter hver dans formår at komme med relevant og konstruktiv kritik - uden noget øv-bøv. Samtidig husker de fagligt kompetente dommere at rose og motivere, så de nervøse modtagere kan beholde det brede smil.
De dommerpræstationer er god inspiration for alle, der har med ledelsesopgaver at gøre. For det kræver godt humør at levere et strengt fagligt input, så modtageren bliver motiveret til at gøre tingene bedre næste gang. Hvis modtageren taber ansigt, eller mister troen på, at indsatsen kan blive bedre, vil en ellers blomstrende foxtrot hurtigt forvandle sig til trist trav.