
Artikel i Personalechefen
Det er lederens personlighed der skaber virksomhedskulturen.
- it´s all about people, concepts and personality
Af. Direktør, karrierecoach Annette Duch Gronemann, talentagent.dk
Vi kender dem. Ledere der via deres ideer, koncepter og bevidsthed om lederstil skaber succesfulde virksomheder, hvor det er lederens egne ideer og personlighed – der er styrende for organisations liv og kultur frem mod nogle klare mål.
Det der det der karakteriserer disse ledere er at de har noget at lede med – nemlig deres visioner, ideer, koncepter og personlighed. De er i stand til at synliggøre dem så det er til at forstå.
Fra vores virke i talentagent.dk hvor vi taler karriere, udvikling og job med kandidater der vil videre i deres udvikling er det tydeligt at deres foretrukne virksomheder er de virksomheder der er styret af stærke koncepter og dygtige synlige og kommunikative topledere. Det skaber tydelige signaler også i omverden om den kultur og det miljø der hersker i virksomheden. Det er den bedste employer branding man kan tænke sig. Tydeligheden skaber præferencer.
Bach eller Kandis
Alle ledere skaber kultur. Kultur der er med til at præge systemer og medarbejdere. Lederen er med til via sin adfærd, valg af fokusområder, visioner og mål og personlige attitude at præge kulturen i virksomheden.
De skiftende situationer i omverdenen, virksomhedens udviklingstrin, historik, udfordringer, branche og flere andre forhold er styrende for den profil som lederen skal have for at skabe den kultur i virksomheden der fremmer den nødvendige udvikling.
Succes for lederen er lederes evne til at: Sætte forventninger, skabe ansvarlighed, sætte standarder, skabe relationer og engagement, klarhed og retning og skabe innovation og fleksibilitet.
Den gode leder skal have de evner som bruges i flæng, hele tiden, situation for situation, minut for minut, i skiftende sammenhænge – et klaviatur der skal beherskes med talent og virtuositet. Hvad der spilles skal kommer indefra – hos lederen selv – stil, facon, smag personlighed – Bach, Beatles, Pink Floyd, Metalica eller Kandis.
Personlighed som værktøj
Det vigtigste værktøj for en leder er hans personlighed. Det er den der skal bære handlingerne igennem. Personligheden udtrykt igennem kommunikationen – Den persolige evne til at forstå og kommunikere med andre mennesker. Det er det der skaber kulturen. Det sætter krav til lederen om at kende ”sig selv”, vide hvordan ”sig selv” er, hvordan ”sig selv” reagerer overfor andre og hvordan ”sig selv” reagerer og opleves af andre. Få skabt sig overblik over sine egne resurser, kræfter kompetencer og en bevidsthed om talenter og mangel på samme, svage punkter og underudviklede evner. Lederen er sit eget værktøj og personligheden er udslagsgivende for evnen til at udøve ledelse.
Virksomheder i dag er afhængige af medarbejdernes både hjerner og hjerter og man må kunne kommunikere og forstå ledelsesprocessen som en vekselvirkning mellem lederen og medarbejderne.
Lederens succes beror på en viden og ikke mindst erfaring lederen har med ”sig selv”.
Bliver bevidst om sit grundlæggende egosyn, menneskesyn, livssyn og fremtidssyn. Mange ledere har forstået også at finde nye værktøjer til at finde ind i sig selv. Få indsigt via, meditation, spiritualitet, østlig, indiansk visdom og andre metoder og kilder der kan være med til at skabe balance og personlig visdom, som supplement til vores kristne værdigrundlag – få dybere kendskab til sin egen personlighed for derigennem bedre at kunne agere og kommunikere med ro og overblik. Bringe sig ud over egen kultur og opdragelse og finde nye veje til at udforske sig selv. Eksperimentere, tage ind og forkaste i overensstemmelse med en fornemmelse af hvad der skaber værdi i processen.
Jo bedre denne visdom er forankret desto bedre er lederen også i stand til at hvile i sig selv med ro og overblik også i pressede situationer.
Lederens egne værdier
Lederen er referenceperson- eller bør være. Den synlige leder og for så vidt også den usynlige leder præger organisationen. Lederens ideer, tanker visioner adfærd og konkrete handlinger viser vejen for hvordan virksomheden udvikler sig og hvad der er rigtigt og forkert. Det at lederen har en klar ide, tro og holdninger og nogle meninger om hvordan virksomheden skal udvikle sig og skabe den succes som alle inklusiv medarbejderne ønsker sig.
Virksomhedskultur opstår via ledelse (ledere) der påfører en gruppe deres egne værdier og antagelser. Hvis gruppen får succes og hvis antagelserne opnår at blive taget for givne så har vi en kultur der for senere generationer i virksomheden definerer hvad der er rigtigt og forkert. Nu er det kulturen der definerer ledelsen. Men da virksomheden til stadighed er en funktion af omgivelserne og omgivelserne forandre sig, løber virksomheden ind i situationer der kræver forandringer. Ledelse er nu evnen til at træde udenfor den eksisterende kultur, vurdere eksisterende kulturværdier, videreføre og forandre kulturværdier. Det gør den dygtige leder ved at lytte og forstå for derigennem at forandre baseret på sine egne værdier som leder.
Spørgsmål til eftertanke
Hvornår har du sidst sat dig for ”bordenden” og fortalt om din klare og tydelige ledelsesfilosofi og hvad du har for præmisser der er grundlæggende for at få virksomheden frem mod den ønskede udvikling. Er din ledelsesfilosofi klar og tydelig for medarbejderne. Er dine personlige værdier tydelige og klare. Er dine forretningsmæssige grundværdier tydelige og klare. Er du selv den ildsjæl som du gerne vil have at dine medarbejdere er. Kan dine medarbejdere se at du holder af dit job og du brænder for ide og koncept. Har du bevidstgjort dig selv om din egen rolle som leder. Din stil, din tone, dit udtryk og ved hvordan du virker i forhold til andre. Har du gjort dig klart hvorfor du er leder (af dine medarbejdere) og hvad det er for ledelsesværdier hos dig der gør at du sidder i det job du har i dag. Har du visionen om den kultur du er kaptajn for at skabe og som skal være klangbunden for at nå de mål du har sat dig for virksomhedens udvikling. Hvad vil du gøre for at processen forløber underholdende, givende og værdifuld – med glæde og harmoni. Hvad vil du levere som ”pokal” og belønning – for det gode arbejde.
I en tid med opkøb, fusioner, sammenlægninger, alliancer, kapitalfonde, ledere ind og ledere ud – er ledelse et comitment til et projekt der kræver lederens fulde personlige opmærksomhed. Da Alfred Josefsen i sin tid (1999) overtog chefstillingen i et forarmet IRMA efter 3-4 forskellige ledere på få år efter Børge Olsen, var hans første udmelding da også til medarbejderne at han agtede at blive i Irma indtil hans projekt med at gøre virksomheden til en succesfuld virksomhed igen – baseret på Irmas stolte og gode traditioner – og med forandringer der var baseret på nogle personlige statements eller trosbekendelser som han kalder dem. Nu vidste både medarbejdere og ledere i virksomheden hvad det var der styrede hans adfærd og ledelse og hvad han forventede de bakkede op om. Klare udmeldinger som på en sympatisk måde udtrykker hvad der skal sættes handling bag for at få den succes som kulturen Irma fortjente. Det er lykkes – som bekendt. En tak til Irma fordi hun er der og en del af min dagligdag og tak til Alfred Josefsen for berigende praktisk inspiration om moderne personlig ledelse der har skabt resultater uden blod og revolutioner. Men med kærlighed, omtanke og omsorg for mennesker i Irma der har været med til at løfte og stadig gør det – resultaterne ses. It´s all about people….